Få vores nyheder på mail

​TEC er blevet mere grøn

Nyhed   •   Apr 28, 2020 15:57 CEST

Transport er et af de områder, der traditionelt er én af de store syndere, når det kommer til udledning af CO2. Derfor har TECs uddannelser inden for transport igennem længere tid arbejdet på at få en mere miljørigtig profil. Det har vi nu fået bevis på.

Vi skiftede i 2019 til et alternativt brændstof, der hedder GTL (Gas To Liquid), som er baseret på naturgas i stedet for olie. GTL er et brændstof, der sænker indholdet af bl.a. partikelstoffer, NOx og CO i udstødningsgasserne fra vores skolelastbiler, kranbiler og gaffeltrucks, hvilket både er medvirkende til at skabe et bedre arbejdsmiljø i øvelsesområderne i Hvidovre og i høj grad begrænser forureningen, når vi kører øvelseskørsel med kursister og elever uden for adressen.

Fra 1. september 2019 fik vi også mulighed for at tilkøbe CO2-kompensation, hvilket vi valgte at gøre. Der er blevet opkøbt og bevaret regnskov, eller plantet ny skov, svarende til den CO2, vi har udledt. Der er blevet kompenseret for 77.000 kg CO2 i de sidste fire måneder af 2019.

Derfor har vi lige siden kunnet køre med ren samvittighed, og kan vi med rette sige, at vi kører CO2-neutralt på vores transportuddannelser, og det er vi glade for, at vi i dag har modtaget certifikat på.