Nyhed -
Alberte udfordrer stålets form og funktion
Alberte Tranberg er klejnsmed og kunstner og inspirerer til, hvordan man kan bruge sin uddannelse kreativt.
Hun er tidligere elev på TEC, og bor i dag i Philadelphia, hvor hun er ved at etablere sin egen virksomhed med smedeopgaver og undervisning. Ved siden af laver hun sine egne ting – både kunst og design, og hun udstiller sine værker blandt andet på Charlottenborg i København og i Detroit i USA, hvor hun har taget en toårig Master of Fine Arts.
Alberte vil ikke være foruden hverken sit job eller sin kunst. For hun synes, ”det er en vild befrielse og selvstændighed at kunne lave ting selv.”
I hendes eget værksted kan hun eksperimentere med sine egne ting. ”Jeg håber at kunne skubbe til nogle grænser for, hvad der kan lade sig gøre i materialets formgivning.” Alberte vil gerne udfordre traditionerne i faget med en respekt for stålets historie.
”Iboende materialet er en historie om arbejdskraft og effektivitet i produktionen af strukturer, der fungerer som støtte i vores byggede verden. Produktion af lagermateriale og fremstilling er afhængig af maskinen, men der er altid hænder bag værktøjerne, og derfor er en menneskelighed medfødt i stål.”
Alberte går til stålet med en viden om og en respekt for dets form og funktion. Hun ved godt, hvad stålet plejer at kunne og forstår derfor godt, den tryghed der ligger i det. Den tryghed læner hun sig selv op af. Men i sin kunst udfordrer hun den, for stålet kan mere og vil mere. Derfor vrider og forvrænger hun det. Hun undersøger de genkendelige overflader fra vores dagligdag og udforsker, hvordan stålet, som vi bruger til fx bygninger og broer, inventar og værktøjer, kan indgå i det daglige på nye måder.