Nyhed -
TEC-lærer vinder Politikens Undervisningspris
Af: Mathias C. Stougaard
-Han er der for eleverne, uanset hvor de er, og skal vinde en pris for sin store indsats for at flytte eleverne og skabe et rigtig stærkt læringsmiljø.
Sådan lyder ordene fra Camilla Hutters fra fagpanelet bag Politikens Undervisningspris.
Panelet har derfor valgt at give kemilæreren Nicolai Bogø Stabell fra H.C. Ørsted Gymnasiet i Lyngby særprisen for sit store arbejde.
Han blev indstillet til prisen af hele 13 elever og en kollega, der ville anerkende ham for det fantastiske arbejde med at skabe motiverende læringsmiljøer og faglige læringsfællesskaber både for elever, som er højt begavede, og for elever med særlige behov.
Derfor kunne han tirsdag modtage særprisen ved prisuddelingen i Pressen i Politikens Hus.
-Det var en overvældende oplevelse. Jeg havde slet ikke forventet at vinde, udtaler en beskeden Nicolai.
Skolegang skal give mening for alle
Kemilæreren kan se tilbage på mange års hårdt arbejde med udviklingen af de faglige fællesskaber, som er hovedårsagen til hans nominering.
Fællesskaberne er for de elever, som synes, det er fedt med mere faglig viden.
-Det er en kæmpe anerkendelse af det arbejde, jeg har lavet de sidste år, jeg har været på TEC, fortæller han.
Talentarbejdet og de faglige miljøer er virkelig noget, Nicolai har knoklet for.
Der har været en frygt for, at man med talentprogrammerne ville skabe et A- og et B-hold.
Men det er en forkert indfaldsvinkel, mener Nicolai Bogø Stabell.
-Det handler om at lave faglige fællesskaber for de elever, der har behov for mere faglig fordybelse på lige fod med andre sociale fællesskaber. Det skal nemlig give mening for alle at gå i skole, forklarer han.
Bagsiden af medaljen
Nicolai Bogø Stabell retter en særlig tak til rektor Lars Viborg for hans støtte og samarbejde, som har været helt uvurderligt for at udbygge potentialet i de faglige fællesskaber. Det har også smittet af på skolens andre fag, der nu også har samme tilbud til eleverne.
Men der er faktisk en lille bagside af medaljen. For den har ført så meget opmærksomhed med sig, at den dygtige kemilærer ikke har kunnet være så effektiv, som han plejer at være.
-Det er væltet ind med opkald fra venner, familie, kollegaer og ikke mindst journalister. Det er meget overvældende, fortæller en glad prisvinder.