Nyhed -
TEC tilbyder nu kvalitetsstemplet online undervisning
TEC er blandt de første 18 erhvervsskoler, som har fået certificeret e-læringsforløb, og kan nu tilbyde endnu mere fleksible kurser.
I første omgang er det transportafdelingen, der har deltaget i et pilotprojekt i samarbejde med Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier og e-VidenCenter om at "sikre en velbegrundet og konsistent tilrettelæggelse af kurser og undervisningsforløb baseret på e-læring i forhold til målgruppe og læringsudbytte".
Tre undervisere fra TECs transportafdeling har i den forbindelse udviklet e-læringsforløb på tre AMU-kurser: Lagerøkonomi, Truck og Opbevaring og forsendelse af farligt gods.
En kvalitetsstempling kræver selvfølgelig et veludviklet undervisningsforløb, som skal leve op til en certificeringsmodel, så underviserne fra transportafdelingen har inddraget pædagogisk-didaktiske strategier, bekendtgørelser og lokale undervisningsplaner og har efterfølgende tilrettelagt den konkrete undervisning i Learning Management Systemet itslearning, hvor undervisningen foregår i virtuelle klasserum.
Kurset vil blive en kombination af e-læring og tilstedeværelse, så TEC fremover kan tilbyde mere fleksible kurser med et højt kvalitetsniveau. De første hold med certificeret e-læringsforløb bliver udbudt i januar.