Pressemeddelelse -
Copenhagen Skills Uddannelsesevent 2020 aflyses
Copenhagen Skills har på grund af COVID-19 og det stigende smittetal besluttet at aflyse dette års Copenhagen Skills Uddannelsesevent. Arrangementet skulle have været afholdt d. 19.-20. november 2020 i Bella Center.
”Vi har fuldt situationen nøje og vurderer ikke, at det er forsvarligt at samle så mange unge mennesker. Og vi er selvfølgelig ærgerlige over aflysningen, for vi ved, at mange unge er i tvivl om deres uddannelsesvalg, og at eventen kunne have hjulpet dem. Vi arbejder derfor på nye veje til at nå de unge, fx via mindre lokale events og virtuelle løsninger”, fortæller Morten Emborg, styregruppeformand for Copenhagen Skills.
Aflysningen kommer lidt mere end to måneder før, at forventede 35.000 unge, deres lærere og forældre skulle have udforsket og eksperimenteret med de mange uddannelsesmuligheder i Bella Center. Mere end 100 erhvervsuddannelser, tre gymnasieretninger, EUX, HF, efterskoler, FGU og mange flere havde set frem til at præsentere de unge for netop deres uddannelsesretninger.
Emner
Kategorier
TEC er en erhvervsskole fordelt på syv adresser i Region Hovedstaden. Vi har mere end 30 erhvervsuddannelser, teknisk gymnasium, EUX, 10. klasse og efteruddannelse til faglærte og ufaglærte. Hvert år sikrer vi, at 20.000 mennesker får en uddannelse af høj kvalitet og fokus på erhvervsrettet dannelse og innovation. Vi har en holdning til uddannelse og blander os i samfundsdebatten.