Få vores nyheder på mail

​Flyteknikeruddannelsens grundforløb nu også i Aalborg

Nyhed   •   Jan 25, 2019 12:25 CET

I starten af januar var SUN-AIR i Billund vært for et fremragende speeddating-arrangement, hvor op mod 30 flyteknikerelever fik lejlighed til at tale med repræsentanter fra luftfartsvirksomhederne med henblik på at indgå uddannelsesaftale som flytekniker.

Som det er tilfældet i mange sektorer, er der også i luftfartsindustrien behov for kompetent faglært arbejdskraft. Derfor er det vigtigt, at luftfartsvirksomhederne tager det nødvendige uddannelsesansvar og uddanner tilstrækkeligt mange flyteknikere.

For at imødekomme luftfartsindustriens uddannelsesbehov har TEC Aviation sammen med arbejdsmarkedets parter taget beslutning om at udbyde et grundforløb til flytekniker i Aalborg til august 2019.

Til speeddating-arrangementet informerede TEC Aviation bl.a. om mulighederne for den nye A-CAT flymekanikeruddannelse og efteruddannelsesmuligheder for flyteknikere på AMU-vilkår.

Arrangementet var tilrettelagt af Dansk Luftfart – Dansk Industri, Dansk Metal og TEC Aviation i tæt samarbejde med SUN-AIR og var så succesfuld, at det blev aftalt, at det gentages, næste gang et hold elever på grundforløbet til flytekniker er klar til at komme i praktik.

Kontakt

Hvis man vil vide mere om flyteknikeruddannelsen, er man velkommen til at kontakte Training Manager Per Nørregaard på 25453819 eller pn@tec.dk