Få vores nyheder på mail

Landets første elektrikere udlært på den nye elektrikeruddannelse

Nyhed   •   Dec 22, 2017 16:27 CET

Jeppe og Mads er de første elektrikere, der er blevet udlært på den nye elektrikeruddannelse.

Den nye elektrikeruddannelse blev lanceret i august 2015. Som de første i landet har Mads Kirud og Jeppe Hykkelbjerg Kristensen fra TEC nu gennemført uddannelsen.

Der er særlig god grund til at være ekstra stolt. Mads Kirud fra Enco A/S – EL og Jeppe Hykkelbjerg Kristensen fra Jens Byskov A/S kan ikke blot se frem til at modtage deres svendebrev i januar, når de afslutter deres læretid. De har også som de første gennemført de 3 uger, som den nye svendeprøve varer på den nye elektrikeruddannelse.

Innovative kompetencer, kompleksitet og tidsstyring
Den nye svendeprøve er kort og intens og stiller høje krav til elevernes innovative kompetencer. I bedømmelsen er der i den nye prøveform et særligt fokus på elevernes forståelse for, hvordan man udvikler, kvalificerer og fører optimale løsninger ud i livet, samtidig med at eleverne bliver vurderet ud fra opgaveløsningens kompleksitet og evne til at strukturere og udnytte tiden.

"Der er på ingen måde plads til at spilde tiden", forklarer Jeppe og Mads om den nye svendeprøve. Deres bedste råd til de næste, der skal igennem den nye svendeprøve er: ”Begræns jer. Tænk detaljeret og hold fokus på det tekniske”.

Næste omgang svendeprøver på elektrikeruddannelsen, starter op i uge 2 i det nye år. Vi ønsker Jeppe og Mads stort tillykke og held og lykke til alle dem, der skal til svendeprøver i 2018.