Få vores nyheder på mail

​Innovation Camp i Jarlsgård, uge 24 under Folkemødet

Pressemeddelelse   •   Jun 11, 2018 12:40 CEST

For syvende år i træk har knapt 50 elever fra tre af landets erhvervsskoler, en søfartsskole og et erhvervsakademi sat kursen mod Jarlsgård ved Pedersker på Bornholm for at samarbejde tværfagligt om at finde løsninger på nogle af verdens aktuelt presserende udfordringer. Og igen i år er det den maritime verden, der får glæde af elevernes gode hjerner, når de stiller skarpt på at løse maritime udfordringer.

Fra bygningsmalere til maskinmestre

Eleverne er særligt udvalgte på baggrund af deres faglige kompetencer: Automatikteknikere, procesoperatører, datateknikere, maskinmestre og el-installatører. De fleste har lærerpladser i spændende virksomheder lige fra Maersk til Novo og Kohberg, og de er kommet langt ind i deres hovedforløb på uddannelsen. Med andre ord: De er godt på vej til at blive de dygtige faglærte, som Danmark har så hårdt brug for i fremtiden.

Innovation 24-7

Fra mandag d. 11. juni til fredag d. 15. juni arbejder eleverne intenst fra morgen til sen aften med at udvikle idéer og fremstille prototyper, og resultaterne af arbejdet præsenterer de fredag morgen for en jury bestående af repræsentanter fra maritime virksomheder.

Sidste år arbejdede de med upcycling af færger. I år er det et lokalt, bornholmsk scenarie omkring miljø og vedligeholdelse i skibsfarten. Krydret med en god portion digitalisering.

Hvilke virksomheder er involveret?

Traditionen tro har vi allieret os med gode, maritime virksomheder og forretningsudviklere fra hele landet, der i løbet af ugen vil vejlede og coache eleverne og om fredagen være med til at kåre en vinder af Innovation Camp 2018. Vi får bl.a. besøg af repræsentanter fra PJ Diese Engineering, BOFA, Fyns Maritime Klynge, Jensen Group og Automation Lab. Campen er støttet af Den Danske Maritime Fond, og en del af projektet Fremtidens Maritime Håndværker, der er et samarbejde imellem Danske Maritime, Maritime Development centre og de involverede skoler: SIMAC, TEC, EUC Syd, KEA og NEXT.

Kom forbi og hils på Danmarks dygtige faglærte

Vi vil meget gerne have besøg i løbet af ugen, så kig endelig forbi – og tag gerne dit kamera med. Du vil møde engagerede elever, der knokler intenst for at løse et særligt bornholmsk, maritimt tema relateret til øget skibsfart og miljøbelastning.

Du kan se mere om projektet Fremtidens Maritime Håndværker her: www.maritimhåndværker.dk

Og vi lægger også løbende op her på Facebook: www.facebook.com/innovationcamp.dk

KONTAKT:

På vegne af Innovation Camp 2018:

Morten Bo Berthelsen - mbb@tec.dk / M: +4525453606

Stine Brynskov sb@tec.dk / M: +45 2545 3804

TEC er en erhvervsskole fordelt på syv adresser i Region Hovedstaden. Vi har mere end 30 erhvervsuddannelser, teknisk gymnasium, EUX, 10. klasse og efteruddannelse til faglærte og ufaglærte. Hvert år sikrer vi, at 20.000 mennesker får en uddannelse af høj kvalitet og fokus på erhvervsrettet dannelse og innovation. Vi har en holdning til uddannelse og blander os i samfundsdebatten.