Nyhed -
Elev fra H.C. Ørsted Gymnasiet blandt vinderne af årets danske biologiolympiade
Sofie Buur Beck, som går på H.C. Ørsted Gymnasiet i Ballerup, er blandt de fire bedste gymnasieelever i Danmark inden for biologi. Hun skulle derfor have repræsenteret Danmark ved den Internationale Biologiolympiade i Japan i juli måned, men denne tur er desværre blevet aflyst som følge af COVID-19.
Konkurrencen afholdes virtuelt i stedet, men Sofie er selvfølgelig ærgerlig over, at rejsen til Japan er aflyst, og at konkurrencen nu kommer til at foregå via webcam fra ”eksotiske Birkerød”, som hun selv formulerer det. Det har dog stadig været en spændende og lærerig oplevelse at deltage i olympiaden.
Vi ønsker Sofie stort tillykke med den flotte præstation og held og lykke i den virtuelle konkurrence!