Nyhed -
Har du styr på dine X’er?
HTX er for nørderne, STX er for hippierne, og HHX er for dem, som går lidt for meget op i mærkevarer. De fleste af os har nok stiftet bekendtskab med nogle af fordommene om de gymnasiale uddannelser. Men hvordan ser virkeligheden egentlig ud på X’erne?
Man skal ikke lade sig narre af fordommene, for de gymnasiale uddannelser har rent faktisk en bred vifte af forskellige typer af mennesker, og de egentlige forskelle handler om, hvilke fag gymnasierne udbyder, på hvilket niveau, og hvordan undervisningen er opbygget.
Uanset hvilken af de tre X’er du vælger, kan du næsten altid vælge valgfag, så du kan komme ind på din drømmeuddannelse. Hvis du, efter du er færdig, opdager, at du hellere vil i en anden retning, kan du også altid tage suppleringsfag.
HTX er for dem, der kan lide projektarbejde, design og naturvidenskab
HTX er det naturvidenskabelige gymnasium, hvor fag som matematik, fysik og kemi spiller en stor rolle. Men det er samtidig også et gymnasium, hvor kommunikation, IT og design er nogle af de helt store studieretninger.
En stor del af undervisningen er bygget op omkring projektarbejde i grupper, hvor en opgave bliver taget fra idé over forsøg til færdigt produkt. Uanset om det er indholdet af fedt i en grillkylling, der skal reduceres, eller det er skolemiljøet i en klasse, der skal forbedres med hjælp fra en maskine, der måler ilten i luften.
Med fagene på HTX kan du komme ind på de fleste videregående uddannelser, og selvom størstedelen fortsætter på ingeniør-, medicin- eller IT-uddannelser, er der også nogle, som vælger at læse fx psykologi eller kommunikation efter gymnasiet.
Med praksisorienteret undervisning lærer man både at have hænderne og hovedet med i arbejdet - det er ikke nok at læse i en bog. For at forstå noget må man arbejde med det. Arbejdet på HTX ligner den virkelighed, du kommer ud til bagefter.
STX er for dem, der elsker sprog og kultur
STX er det almene gymnasium, hvor du selv er med til at forme din uddannelse via dit valg af valgfag og studieretning. Det er, i mange af fagene på STX, det menneskelige, der er i centrum. Du arbejder med sproget, kulturerne og historien, der omgiver menneskene, og du stifter fx bekendtskab med helt gamle fag som oldtidskundskab. Hvis du er mere til det naturvidenskabelige, er der også rig mulighed for at vælge én af de linjer.
Undervisningen er både individuel og i grupper, men mere boglig end praksisorienteret. På STX læser, analyserer og diskuterer man i mange fag. En opgave starter ofte med et problem, som skal undersøges og analyseres, for så at præsentere en løsning, som man skal argumentere for.
Hvis du interesserer dig for sprog og kulturer, er STX lige stedet for dig. Her kan du fordybe dig i de store fremmedsprog og diskutere samfundets mekanikker. Det er også på STX, du ofte finder valgfag som billedkunst, musik og retorik.
HHX er for dem, der interesserer sig for handel
HHX er handelsgymnasiet, hvor du arbejder med økonomi og markedsføring. Her lærer du at analysere markeder og deres muligheder og begrænsninger. Du lærer at se, hvad der ligger bag de produkter og mærker, du kender fra dit eget liv. Derudover har du også fag som erhvervsjura, hvor du får indblik i de mange love inden for handel.
Ligesom på de andre to er der på HHX også nogle obligatorisk alment dannende fag såsom engelsk, dansk, matematik og samfundsfag. Du får derfor også med HHX’en adgang til mange forskellige videreuddannelser.
På nogle handelsgymnasier kan man komme på en international linje, hvor du sammen med dine studiekammerater kommer udatopleve andre kulturer og deres markeder på helt tæt hold. Det giver en mere dybdegående forståelse af de muligheder og begrænsninger, der er for handel i vores globaliserede samfund.
Husk tilmelding til gymnasiet senest 1. marts. Se mere på www.tec.dk/springnu