Nyhed -
Hvordan hjælper vi hurtigst muligt ukrainere i job?
Det har vi tænkt meget over, derfor arrangerede uddannelsesleder på Facility Service, Maria Vedsegaard Veha, tilbage i maj måned, ”Partnerskaber om ukrainere i job” - et lokalt topmøde på TEC i Gladsaxe med paneloplæg og workshop, hvor de inviterede, fra blandt andet COOP, Københavns Erhvervshus, Dansk Flygtningehjælp, SIRI, Dansk Erhverv og Gladsaxe Kommune, udvekslede erfaringer om netop det.
Gode samarbejder
Det er der kommet nogle rigtig gode samarbejder ud af. Fx har uddannelsesleder på lager- og logistikuddannelsen, Karen Nørgaard indgået joint venture med COOP. ”Vi har i fællesskab udarbejdet et fire ugers AMU-forløb skræddersyet specielt til dem, så kursisterne lærer lige præcis de færdigheder, som COOP har brug for på deres lager,” fortæller Karen.
16 ukrainere – både mænd og kvinder har været under uddannelse og deres forløb stopper i morgen. Fem har allerede kontrakt med COOP, og flere virksomheder er interesserede i ukrainerne – blandt andet Matas, Salling Group, DSB, DHL og mange flere.
Ukrainere er topmotiverede for at arbejde
Ukrainerne vil rigtig gerne arbejde, og ”de er meget mødestabile, pligtopfyldende, seriøse og dygtige. De er topmotiverede og meget engagerede i at arbejde og være en del af samfundet her i Danmark. Så alt i alt et helt fantastisk hold, og vi håber meget på, at alle kommer i job lige om lidt,” siger underviser Jeanne Nina Thestrup.
Sproglige udfordringer er ingen hindring
Selvom der kan være sproglige udfordringer, skal det ikke være en hindring for at ansætte ukrainere. I receptionen på TEC på Frederiksberg har vi ansat Serhii til at rengøre vores kaffemaskiner. Han er ved at lære dansk og kan lidt tysk, men ellers bruger han Google Translate, og det fungerer rigtig fint.
På TEC hjælper vi virksomheder med at se, hvad det er ukrainere kan, og samtidig håber vi at kunne hjælpe ukrainerne videre.