Gå til indhold
Kompetenceudvikling flytter klimabjerge

Nyhed -

Kompetenceudvikling flytter klimabjerge

Af freelancejournalist Kristina Strange

Mennesket har en stor del af ansvaret for de klimaforandringer, som vi står midt i – højere temperaturer, mindre is og sne og havet, der stiger. Det er ikke nogen hemmelighed. Nu er spørgsmålet, hvordan vi vender skuden og forbedrer klimaet for dem, der kommer efter os.

Som samfund har vi behov for, at erhvervsskolerne, som uddanner fremtidens håndværkere, også går ind i den grønne omstilling og bidrager til klimahandlingen. Både i måden, de selv arbejder på som virksomheder, og i måden de underviser eleverne om bæredygtighed. Men det kan være en udfordring at finde ud af, hvor og hvordan man skal starte.

På den baggrund inviterer Videnscenter for Automation og Robotteknologi (Nord) Simon fra Sustainable Business Solutions (SBS) til at undervise ledere og faglærere fra TEC – Technical Education Copenhagen i, hvordan man går fra tanke til handling i forhold til den klima- og miljømæssige dimension af bæredygtighed.

Kunsten at blive bæredygtig

Det er en kompliceret proces at blive bæredygtig. Der er mange regler, der skal overholdes, klimaregnskaber, der skal laves og rapporter, der skal udfyldes fx Greenhouse Gas Protocol (GHGP) – en international anerkendt standardmetode til opgørelse og rapportering af drivhusgasser.

Det handler blandt andet om at gøre rede for, hvor stort et CO2-aftryk man afsætter med de maskiner, man ejer, transportmidler man bruger, og hvor man køber sin energi fra. Der er mange parametre at skrue på, når man vil gøre en forskel for klimaet.

TEC er allerede gået ind i kampen. 2.100 kvm solceller er installeret på taget af hele matriklen i Hvidovre og producerer ca. 25% af det årlige strømforbrug.

Underviser på elektrikeruddannelsen, Laila Jensen, fortæller, at der er stort fokus på at genbruge materialer. Foto: Kristina Strange

Mange bække små…

Og uddannelserne kommer stille og roligt med på vognen.

- Vi har meget fokus på at genbruge de materialer, som vi har i forvejen, i stedet for at blive ved med at købe nyt, fortæller underviser på elektrikeruddannelsen, Laila Jensen og fortsætter:

- Vi har også fokus på, at vores elever tænker over deres arbejde, inden de går i gang med fx kabelføringer, og at de er mere opmærksomme på, hvordan de bruger materialerne.

Der er mange områder, hvor man kan forbedre. Laila har gjort sig nogle tanker om affaldssortering og arbejdsgange:

- Det er tit, at jeg tænker, at alle elektrikere – både her på skolen og i virksomhederne - kunne blive bedre til affaldssortering. Vi sorterer lige nu kabler, fordi man kan få penge for skrot. Men hvis man også kunne få penge for plastik, ligesom man får for flasker, så tror jeg, at der ville være mere fokus på at få sorteret korrekt, i stedet for at det bare ligger i en stor affaldsbunke.

Laila foreslår også, at elektrikerne hopper på jernhesten. Man kan nærmest se det for sig – en varm sommerdag, en fløjtende elektriker på en Long John med værktøjskassen på ladet, for som Laila siger:

- Hvorfor køre i en stor firmabil, hvis man bare skal ud til en simpel fejlfinding?

Der er meget, man kan gøre for at forbedre klimaet for eftertiden.

Det sker bare ikke over én nat.

Men ved at TEC udvikler sine lederes og faglæreres kompetencer, tager de et vigtigt skridt på vejen til et bedre klima.

Emner

Kontakt

Maren Kaadt

Maren Kaadt

Pressekontakt Konstitueret kommunikationschef Kommunikation +45 2545 3242
Lærke Cecilie Lindegård

Lærke Cecilie Lindegård

Pressekontakt Presseansvarlig +4525453457
Mette Østerdal

Mette Østerdal

Pressekontakt Souschef i Kommunikationsafdelingen +4525453484

Et uddannelsesvalg for fremtiden

På TEC uddanner vi fagligt stolte og dygtige mennesker. Vi har en høj faglig og pædagogisk standard og samarbejder tæt med virksomheder, brancher og videregående uddannelser nationalt og globalt for at sikre, at der er dygtige unge mennesker og folk med lyst til efteruddannelse til fremtidens arbejdsmarked.

TEC - Technical Education Copenhagen

Stæhr Johansens Vej 7
2000 Frederiksberg
Danmark