Nyhed -
TEC åbner for endnu flere elever
Opdateret 12. maj:
TEC er nu så langt fremme, at der er lagt planer for, hvordan vi tager imod elever på erhvervsuddannelserne og 10. klasse fra på mandag den 18. maj, hvor et stort antal elever og medarbejdere møder ind på skolen.
Elever får besked via e-Boks og undervisningsplatforme.
De sundhedsmæssige retningslinjer, vi er underlagt i den kommende tid, har betydning for kapaciteten på skolen. Afstandskravet er blevet lempet, så der generelt skal holdes 1 meters afstand, dog er der situationer, hvor de 2 meter stadig vil være gældende. Det er et kæmpe puslespil, hvor der skal tages hensyn til de fysiske rammer på adresserne og de fysiske krav, der er til den enkelte uddannelse. Derfor bliver det nødvendigt at differentiere undervisningens tilrettelæggelse i forhold til de specifikke uddannelser. Fælles for alle er dog, at:
- Undervisning bliver gennemført både virtuelt og ved fysisk tilstedeværelse
- Elever bliver indkaldt efter en prioritet, hvor de elever, der umiddelbart mangler praktisk undervisning for at kvalificere deres uddannelse, kommer først
- For nogle elever er der først start efter den 18. maj
- Når vi har haft de første elever inde, vurderes det, om det er muligt at ændre kapaciteten, afhængigt af hvordan den fysiske tilstedeværelse fungerer i praksis
Det er vigtigt at understrege, at fase 2 fortsat sker med et ekstra fokus på hygiejne og rengøring, og at alle har et ansvar for at overholde sundhedsmyndighedernes retningslinjer for afstand og hygiejne.
Vi glæder os til at se endnu flere elever på skolen.