Nyhed -
Nu ligger verden endnu mere åben for TECs talenter
Tekst og foto: Freelancejournalist Kristina Herlev Wulff
De fine, sprøde bobler trænger hidsigt gennem overfladen på glasset med iskold cava. På to farverige fade er de firkantede brownies placeret i snorlige rækker.
Kun det bedste er godt nok til TECs talenter og deres familier, der mandag eftermiddag er samlet i Café K hos TEC på Frederiksberg.
Da TECs direktør, Morten Emborg, byder velkommen og opfordrer de forventningsfulde gæster til at tage for sig af lækkerierne, behøver Jakob Søe Lillelund ikke yderligere opfordring.
Danmarksmesteren rejser sig entusiastisk.
Målrettet som vanligt.
Brownien havde ikke en chance.
Når man kommer hjem med gejst
Kasper Palms mørkeblå jakkesæt afspejler den festlige stemning, da han stiller sig foran de fremmødte og tager ordet.
- H.C. Andersen havde et motto, som han er blevet citeret for en million gange. Og nu bliver han det igen: ”At rejse er at leve.” Det var klogt sagt, indleder formand for TEC Fonden, der også er næstformand for TECs bestyrelse.
- Kender I ikke det? At man rejser ud – oplever en masse nyt og anderledes, og når man så kommer hjem, er man helt inspireret og fuld af gejst og gode ideer og har et lidt større blik for sin omverden? Dét blik og dén gejst er formålet med at uddele TEC Fondens rejselegater, fortæller han, før han kalder den første legatmodtager op.
Vil gerne til Island
Ortopædisten Nina Ronja Søndergaard Larsen lægger hovedet på skrå, mens hun bider sig i underlæben. Ordene fra indstillingen gør indtryk.
- Du er en meget flittig, hurtig og dygtig håndværker. Du er empatisk og omsorgsfuld, og du har været rigtig god til at tage dig af de elever, som har haft det svært, siger Kasper Palm.
- Det er jo en fed anerkendelse. Man blev helt sådan…ja, man føler sig stolt, fortæller den glade legatmodtager.
De 15.000 kroner er hun også glad for.
- Det er da helt vildt at få det. Det er jo fedt, at der kommer nogle midler, til at man kan komme ud at se noget andet, siger hun med et stort smil.
Hun håber, at hun kan bruge legatet til en tur til Island. Her har den virksomhed, hun har fået arbejde i, nemlig deres hovedsæde.
- Så jeg håber, at jeg måske kan tage derop og se deres produktion. Jeg arbejder med proteser, og noget af det, der bliver brugt i proteser, er vulkansk sten. Så måske man på en eller anden måde kunne tage op at se det, siger Nina Ronja Søndergaard Larsen.
Måske et smut til teknologiens højborg
For elektriker Masuod Mohammedi kryber hæderen og de flotte ord også ind under huden.
- Det er fantastisk. Det er jeg meget glad for, siger han med stjerner i øjnene.
Han er ikke helt sikker på, hvilken destination rejselegatet skal bruges til, men han har en idé.
- Måske en rejse til Kina. Når man følger kinesisk teknologi på sociale medier, så er det højavanceret. Så jeg synes, det ville være et godt rejsemål, fastslår Masuod Mohammedi.
Klokken nærmer sig 15.
Kagespadernes håndtag begynder at blive kolde igen, og boblerne i glassene med cava insisterer knap så sjældent på at bryde overfladen.
Det hele er overstået på bare en time.
Og så alligevel ikke.
For nu ligger verden endnu mere åben for de unge, talentfulde legatmodtagere