Nyhed -
Rejsegilde for det ny TEC Ballerup-byggeri
Onsdag den 13. december blev endnu en milepæl rundet, da der var rejsegilde for byggeriet, som i foråret 2025 skal rumme H.C. Ørsted Gymnasiet og TECs data- og kommunikationsuddannelse. TEC har nemlig solgt sin ejendom på Telegrafvej 9, for i stedet at leje sig ind i det topmoderne skolebyggeri fra foråret 2025.
Byggeriet er ejet af PensionDanmark, der også er bygherre på projektet, og CC contractors er totalentreprenør entreprenør på byggeriet. Samarbejdet har kørt smidigt under hele byggeprocessen.
”Det er en sand fornøjelse, når et samarbejde er så velfungerende – både hvad angår aftaler, budget og tidsplaner, men PensionDanmark sætter også en ære i at vores håndværkere har trives, og det betyder meget for fremdriften på et byggeri,” sagde projektleder hos CC contractors, Thomas Christensen, blandt andet i sin tale.
”Jeg har ikke tal på, hvor tit jeg har været forbi for lige at følge med i byggeriet. Jeg er dybt imponeret over hastigheden, og hver gang er vores kommende skole blevet mere og mere virkelig. På en dag som i dag er jeg stolt både TECs, lærernes og ikke mindst de kommende elevers vegne,” sagde vicedirektør på TEC, Jacob Jersild, i sin tale.
Store forventninger hos skolens to nye ledere
”Jeg glæder mig rigtig meget tiI samarbejdet med Data og Kommunikationsuddannelsen på TEC og med NEXT, der jo bliver vores nabo. Tilsammen tilbyder vi et væld af spændende ungdomsuddannelser i hjertet af Ballerup, og er man bare det mindste nysgerrig på HTX og hvad et teknisk gymnasium kan tilbyde, så kom til åbent hus tirsdag den 16. januar fra kl. 19-21 eller – og igen om lørdagen den 27. januar fra kl. 10-12,” opfordrer Stefan Petersen, der er rektor på H.C. Ørsted Gymnasiet i Ballerup.
”Alle, der søger og bliver optaget i 2024 på enten HTX-uddannelsen på H.C. Ørsted Gymnasiet eller på vores data- og kommunikationsuddannelse, kommer jo til at rykke med over i det nye byggeri til foråret i 2025. Det er jo en helt unik mulighed for at være med helt fra start til at præge hverdagen og kulturen på skolen,” sagde Katrine Thomsen, der er ny uddannelseschef for de digitale uddannelser og EUX på TEC Ballerup.
Samarbejde er vejen frem
Men også virksomheder skal være velkomne, når bygningen bliver overdraget til TEC, fortæller Katrine Thomsen:
”Vi bygger jo en skole for unge, der interesserer sig for tekniske fag og verden omkring dem, og derfor er det også oplagt at åbne mere op for samarbejde med andre uddannelser, virksomheder og til verden omkring os. Og helt konkret er der åbent hus på Data- og Kommunikationsuddannelsen den 24. januar, hvis man er interesseret i at få en karriere i it-branchen”, fortæller Katrine Thomsen.
”Vi sætter stor pris på samarbejdet med alle parter i byggeriet og med Ballerup Kommune, der naturligvis også har gjort det muligt at få samlet fremtidens tekniske uddannelser – NEXT, TEC og H.C. Ørsted Gymnasiet - så tæt på stationen, byens puls og nogle grønne områder,” sagde Jacob Jersild.
FAKTA OM BYGGERIET
- 4-sporet HTX-gymnasium (H.C. Ørsted Gymnasiet) med 300 elever samt dataskole med grund- og hovedforløb til 345 elever.
- Byggeperiode: Februar 2023 - foråret 2025
- Adresse: Baltorpvej 18-20, 2750 Ballerup
- Areal: 7.500 m² + 965 m² kælder
- Bygherrerådgiver: EMCON, AI Arkitekter & Ingeniører
- Totalentreprenør: CC Contractor A/S
- Arkitekt: CUBO Arkitekter, NOVA5
- Ingeniør: AFRY
- Bygherre: PensionDanmark
- Lejer: Technical Education Copenhagen (TEC)
FAKTA OM UDDANNELSERNE
Data- og kommunikationsuddannelsen
På data- og kommunikationsuddannelsen er der bl.a. computerteknologi, design af avancerede netværk og programmering på skemaet. Eleverne lærer at udvikle, opbygge og vedligeholde it-systemer og udvikle efterspurgte kompetencer i IT-branchen.
- Læs mere om uddannelsen som datatekniker eller it-supporter på TEC
Man kan også tage data- og kommunikationsuddannelsen som en EUX-uddannelse, hvilket betyder at man på fire år både kan gå ud af skolen med en studenterhue på hovedet og et svendebrev i hånden. Her er der fag som programmering, operativsystemer, netværk og fejlfinding samt gymnasiale fag som dansk A, engelsk B og matematik B.
- Læs mere om EUX & data og kommunikation på TEC Ballerup
H.C. Ørsted Gymnasiet i Ballerup
H.C. Ørsted Gymnasiet er et teknisk gymnasium (HTX) med fokus på teknologi og naturvidenskab. Gennem tre år er der spændende, anvendelsesorienteret undervisning inden for seks studieretninger:
- Bioteknologi og matematik
- Bioteknologi og samfundsfag
- Kommunikation/it og programmering
- Matematik og fysik
- Matematik og kemi
- Matematik og informatik
Læs mere om TECs H.C. Ørsted Gymnasiet i Ballerup