Pressemeddelelse -
Luc er Danmarks bedste lagerlærling
Fredag d. 1. juni blev der afholdt DM for transportlærlinge på Aarhus Tech. Her konkurrerede de dygtigste lærlinge i hele landet inden for transportområdet - nærmere bestemt chauffør og lager.
Med præcision og koncentration kæmpede Luc Nguyen sig øverst på sejrsskamlen, hvor han blev kåret som Danmarks dygtigste lageroperatørlærling. Luc blev nr. 1 i tre discipliner ud af fem og vandt det hele sammenlagt.
Luc er elev på TEC og lærling hos WEXØE A/S i Værløse.
Efter kåringen udtaler Luc:
"Uddannelsen er meget interessant. Det har føltes som at tage små kurser, og man får ikke lektier for - det kan jeg godt lide.
Skolen har levet op til mine forventninger, for jeg vidste intet om lager, da jeg startede, og lærerne hjælper én meget. Desuden er jeg i løbet af uddannelsen blevet klogere på mig selv."
Uddannelsesleder Shafqat Riaz udtaler:
"Jeg oplever generelt nogle engagerede elever, som vil uddannelsen og har sat sig et mål. Det sås også under konkurrencen, hvor de var meget fokuserede på opgaverne og virkelig gjorde sig umage for at nå det bedste resultat.
Der ligger også et meget stort arbejde og engagement fra lærernes side. De har trænet med eleverne i weekenderne og efter skoletid, og inden konkurrencen havde vi en hyggelig aften - lærere og elever, hvor vi spiste aftensmad sammen."
Related links
Emner
Kategorier
TEC er en erhvervsskole fordelt på syv adresser i Region Hovedstaden. Vi har mere end 30 erhvervsuddannelser, teknisk gymnasium, EUX, 10. klasse og efteruddannelse til faglærte og ufaglærte. Hvert år sikrer vi, at 20.000 mennesker får en uddannelse af høj kvalitet og fokus på erhvervsrettet dannelse og innovation. Vi har en holdning til uddannelse og blander os i samfundsdebatten.