Få vores nyheder på mail

Årets Mekanikerlærling 2019 er fundet

Nyhed   •   Jan 14, 2019 14:45 CET

Jabbar Hassan fik overrakt prisen på Mercedes Benz-værkstedet på Amager, hvor han er lærling.

Dansk Metal og Dansk Automobil Sports Union (DASU) har siden 2010 belønnet årets bedste mekanikerlærling med en pris, og denne gang var det Jabbar Hassan fra TEC, der løb med hæderen.

Den talentfulde mekaniker tog sejren i et ellers stærkt felt – med i alt 28 dygtige mekanikerlærlinge – hvor han skilte sig ud ved at have både faglighed, indstilling og humør helt i orden. ”Du løser opgaverne til alles tilfredshed med et gåpåmod, der tager pusten fra selv de udlærte mekanikere. Din positive indstilling smitter af på kollegerne. Du er utrolig vellidt blandt alle”, lyder det blandt andet i begrundelsen.

23-årige Jabbar har sin daglige gang hos Mercedes Benz CPH på Amager, og det var her, at racerkøreren Nicolai Sylvest pludseligt kom trillende ind i en Mercedes GLC 63 AMG for at overlevere de gode nyheder.

Som Årets Mekanikerlærling kan han nu se frem til at blive hyldet ved Dansk Motorsport Award på lørdag den 19. januar på Docken i København. Derudover følger der med prisen et eksklusivt ”behind the scenes”-møde med et raceteam, hvor han får mulighed for at se, hvordan deres mekanikere arbejder.

Jabbar begyndte sin uddannelse som personvognsmekaniker på TEC i oktober 2015, og han er selvfølgelig utroligt glad og stolt over nu at kunne kalde sig Åres Mekanikerlærling 2019: ”Det betyder meget for mig, for det er jo det her, jeg er ved at uddanne mig til. Det er stort for mig”.